Starten på en japansk have har været længe undervejs i tankerne, uden rigtigt at få adgang til realiteter. Indrømmet, så har jeg ikke altid været 100% til japanske haver selvom jeg har været bidt af bonsai længe. Men det skyldtes måske nok mest, at der har været meget længe imellem, at jeg har set sådan en rigtigt god og gedigen japansk have, - herhjemme i Danmark forstås.

Min egen version bliver heller ikke et forsøg på at

lave en kopi af en japansk have, men min egen fortolkning og version tilpasset gården vi bor på.

Da det er en privat have, skal den ikke påtvinges normerne for de klassiske japanske haver men tilpasses personlige præferencer, hvor bonsai er en del af havens indhold, men ikke en del af haven.

De fleste forsøg på japanske haver jeg har passeret en passant i bilen, har bestået af noget grus, en bunke sten og et par mere eller mindre vellykket formklippede stedsegrønne træer. Men, der findes faktisk meget smukke japanske haver i Japan med meget begrænset brug af sten, mens de fleste haver herhjemme vælter sig i granit og sparsom beplantning - med enkelte undtagelser naturligvis. Der findes også rigtigt gode eksempler på at man har sat sig ind i æstetikken og formået at skabe et haverum med den rette balance.

Men, ens bedre halvdel skal også synes det er interessant og smukt, og det gør hun heldigvis her. Tilløbet har været sådan lidt kompromis med at lave noget der tilnærmede sig den japanske havestil, men vi blev hurtigt enige om at køre det mere igennem, og lave det så godt som muligt efter vi flyttede hertil i foråret 2009.

Tsuboniwa

Det bliver ikke hele haven, som anlægges japansk, men selve gården mellem bygningerne på vores nedlagte landbrug. Den øvrige have anlægges i klassisk engelsk stil med blomstrende romantik, så der bliver kontrast mellem de to forskellige oplevelser og domæner, og alligevel er det to havetyper der komplimenterer hinanden meget fint.

Den japanske gårdhave tsuboniwa (niwa betyder have på jap.), beskriver helt enkelt en have anlagt mellem fire bygninger, eller et åbent rum i en bygning.

Vores japanske have bliver til i det, som er gårdspladsen mellem fire bygninger på et nedlagt landbrug. Derfor vil jeg anlægge haven lidt efter de principper, der gør sig gældende for gård- og te-haverne i Kyoto. Stilen kaldes tsuboniwa, og beskriver en have indrammet af bygninger, oprindeligt med en størrelse på 3,3 kvadratmeter som fandtes imellem bygningerne i de gamle kvarterer i kejserbyen Kyoto. Mere konkret betydning af ordet eksisterer ikke, men gårdhave-stilen er fundamentet uanset størrelsen. Disse haver kan anlægges så de kun skal ses fra en side, eller så man kan betragte dem fra alle fire sider. De små haver er ikke beregnet til at gå rundt i, mens de større anlægges med trædesten eller stier også.

I øvrigt er bogen Landscapes for small spaces af Katsuhiko Mizuni, fremragende med masser af fotos, hvor man kan studere mangfoldigheden af variationer over tsuboniwa/gårdhaven. Den ledsagende tekst beskriver tanker og idéer så man forstår hvad havernes mål er. Den har jeg brugt meget til at få inspiration fra.

Alder er meget vigtigt for den japanske have såvel som i bonsaikunsten. Derfor anvender jeg så vidt muligt gamle stolper til hegn frem for nye, når det er muligt. Bonsai er en vigtig del af min hverdagsbeskæftigelse som også skal indpasses, og derfor indpasses i haven.

Heldigvis består gårdspladsen af gammel pigstensbelægning, med flere hundrede år på bagen, og derfor skal det bevares med respekt for fortiden og blive en del af historien i haven. Hvor der skal være beplantning graves stene op, og de resterende sten bliver tilbage som gangarealer og oevrfaldearealer.

Projektet er startet i forsommeren 2009, og så må vi se hvor lang  tid der går før den endelige have er formet.

Japansk inspiration

De smukke japanske haver i Kyoto bl.a., har åbnet mine øjne for den mangfoldighed af variationer over temaet japansk have der er.

Grundlæggende findes fire arketypiske grundformer: Stenhaven/zen-haven, te-haven, vandringshaven og gårdhaven; men der er også fortolkningen af disse, og alle mulighederne for overlap mellem disse former, som åbner mulighederne for at være kreativ og lave sin egen fortolkning - nøjagtigt som de japanske haver anlægges, med hvert deres særpræg. Det er grundprincipperne, der er de samme mens udførelsen altså kan være vidt forskellig. Der er også moderne fortolkninger af den japanske havestil i Japan, som åbner for friere udformninger. Men vigtigst er at bevare enkeltheden, som er det der skaber roen.

For mig var en anden tidligere ´forhindring´ for at gå i gang med den japanske have alle de sten (jeg troede, der skulle til og som ikke tiltalte mig). Det skulle også helst være sort norsk granit kunne jeg se ud af det andre lavede, men jeg kan bedre lide de danske mark og strandsten som jeg fandt mest naturligt at bruge. Jeg har lavet et par små tilløb til japansk islæt i min have før, men kun i det små, og med danske sten jeg havde tilgængelige. Det troede jeg var lidt "forkert", men har senere fundet ud af, at det er det der er det rigtige!

I en japansk have handler det om at bruge sten fra nærområdet, hvis man ser bort fra meditationshaven, som skal henføre den besøgende til et andet sted, og derfor gør brug af fremmede sten som virkemiddel (f.eks. granitsten fra Norge eller Sverige). Men ellers skal stenene helst være fra nærområdet, og planter, buske og træer kan i princippet være hvad som helst, der vokser her.

De japanske Ahorn er dog noget af det, der bidrager med den særlige ro, stemning og æstetisk, der hører til en japansk inspireret have. Ligesom de formklippede Azalea. Men alt andet kan ligeså godt anvendes. Det er primært sammensætningen det handler om.